Det Rullende Guitarværksteds logo

Reparationer - Støjdæmpning

Afskærmning af stratocaster der "brummer"

Det er meget almindeligt at guitarer af stratocaster-typen støjer. Deres single-coil-pickupper virker som antenner, der samler alle elektromagnetisk signaler op og fører dem direkte til guitarforstærkeren, hvor støjen tydeligt høres som en brummen. Typisk kommer den elektromagnetiske stråling fra udstrålende magnetiske felter fra forstærkere, lysstofrør eller scenelys. Derfor vil man også typisk opleve at støjen/brummet er 50Hz og dets overtoner.

Men man kan godt løse problemet ved en grundig afskærmning af guitarens elektronik og af hulrummene bag pickupperne.

Her er et eksempel, hvor vi har en stratocaster-kopi af mærket Fernandez. Den er rigtig fin at spille på, men den støjer alt, alt for meget. Støjen er en konstant brummen:

Fernandez-guitar

Vi kigger ind i guitaren og ser at den ligner mange andre billige guitarer. Den er ikke samlet forkert og alle komponenterne er ok.

Fernandez indvendigt

Men den er ikke skærmet ordentligt! Der er brugt tynde, dårlige ledninger til signalet imellem switch og potentiometre, området hvor elektronikken er placeret er kun "afskærmet" med et lille stykke sølvpapir på bagsiden af en lille del af slagpladen.

Ingen afskæmning inden i elguitar

For at demonstrere virkningen af en grundig afskærmning laver jeg her en overordentlig grundig afskærmning.
Jeg udskifter alle signalledninger med en god kvalitet skærmet ledning og jeg afskærmer hele guitarens indre med en tyk kobbertape. Både kaviteterne i kroppen og bagsiden af slagpladen, så al elektronikken bliver "pakket helt ind".

Grundigt afskærmet elguitar

For at illustrere forskellen på støjen før og efter har jeg målt med hhv. oscilloskop og frekvensanalysator:

Støjen FØR afskærmningen, målt med oscilloskop:

0-50mv amplitude

Støjen EFTER afskærmningen, målt med oscilloskop:

10-40mv amplitude

Støjen FØR afskærmningen, målt med spektrumanalysator:

Støj før afskærmning, spektrum

Støjen EFTER afskærmningen, målt med spektrumanalysator:

Støj efter afskærmning, spektrum

Afskærmningen har altså fjernet omkring 6dB ved 50Hz, 15dB ved 100Hz, 15dB ved 200Hz og så videre opad. En drastisk reduktion af støjen.

Desværre optog jeg ikke lydklip. For hvad man ikke rigtigt kan se ud af målingerne er, at alt hørbar støj simpelthen forsvandt.

Så jeg må vende tilbage med en billedserie, med lydklip, næste gang der bliver tid..

Opdatering - nu med lydklip:

Her er nu et par lydklip målt på en anden Stratocaster-kopi - en "Vintage Icon Series" (en billig guitar af ubestemmelig oprindelse). Trods den - skal vi sige, lave handelsværdi - var ejeren glad for den, men utilfreds med at den støjede uforholdsvis meget.

Jeg afskærmede guitaren på samme måde som på billederne herover og resultatet er tydeligt. Støj og brum forsvandt næsten helt.

I de følgende to klip kan man høre guitaren tilsluttet PC'ens lydkort, uden at strenge eller andet metal på guitaren berøres.. Klippene varer 25 sek.
Man hører:
0-5 sek: neck-pickuppen
5-10 sek: neck og middle-pickupperne
10-15 sek: middle-pickuppen
15-20 sek: middle og bridge-pickupperne
20-25 sek: bridge pickuppen

Hør hvordan guitaren lød FØR den blev afskærmet: (ca 500K wav-fil)

og

Hør hvordan guitaren lød EFTER den blev afskærmet: (ca 500K wav-fil)


Tilbage til "Hvilke reparationer foretager vi"